For godt og vel to måneders tid siden lagde jeg urnen i graven. Det var mit sidste farvel til min bedste ven, et meget nært og kært familie medlem. Efter tre hårde år med kræften som fjenden, bukkede kroppen under og vi som familie gik den største sorg vi nogensinde havde oplevet i møde.

De sidste to måneder har fået mig til at tænke meget over det at miste en man holder kær, og det har åbnet mine øjne for nogle problemstillinger som jeg ikke tror mange tænker over. Jeg har selvfølgelig vendt mine tanker med en af mine gode venner der til dagligt arbejder i Holte som bedemand og derfor har et godt indblik i, hvordan de pårørende reagerer efter et dødsfald.

Dette er vores tanker omkring det at dø og efterlade sig familie og venner.

Bisættelse eller begravelse? og hvor?

Jeg havde ikke noget at skulle have sagt da det kom til, hvorvidt det skulle være en bisættelse eller en begravelse. Jeg var barnebarn og ikke partner til afdøde.

Jeg havde en idé om, hvad hun helst ville, men jeg vidste det faktisk ikke. Jeg havde måske en forventning om, at min mor, onkel eller morfar havde snakket med hende om dette mens hun levede, men jeg tog fejl.

“Det var ikke noget vi snakkede om!” var svaret…

Så da døden indtræffer stod vi som familie med nogle svære valg. Hvad ville hun egentlig have ønsket sig? Begravelse eller bisættelse? Hvilken kirke og, hvilken kirkegård?

Det har ikke været nemt for hende at tage stilling til mens hun var i live for hvem gider tænke over døden? Omvendt ville det gør det så meget nemmere for os efterladte, hvis dette var talt om eller nedskrevet i et testamente.

Jeg har personligt snakket med min kone og mine forældre om netop dette, så jeg ikke skal være i tvivl og så de heller ikke skal være i tvivl, hvis jeg skal væk herfra før dem. Dette er noget vi alle bør tage stilling til, men de færreste gør det, fordi det er et ubehageligt emne… Det tager måske en halv time at tænke og snakke om det og komme videre, men efterfølgerne ved ikke at snakke om det og lige pludselig tvivle på ens valg efter et dødsfald tager år, hvis ikke resten af livet!

Hvad skal der ske med….?

Jeg har altid drømt om at købe mine bedsteforældres hus. Det har været i familien gennem 150 år og jeg har hele min barndom elsket at være der. Dette var noget hun gik meget op i inden hendes død og hun blev glad for at høre, at jeg ville gøre mit for at beholde det i familien.

Det er heldigvis endnu ikke relevant da min ene bedsteforældre stadig bor der, men jeg har da tænkt tanken. Hvad gør jeg med alle deres møbler/ting eller bare huset generelt, når de ikke længere er her? Jeg ville have det dårligt med at bryde køkkenet ned og modernisere det, for jeg føler jeg slår deres “liv og sjæl” væk?

Huset vil ikke længere være som de engang ønskede, og som jeg voksede op med, og det har jeg det skidt med. Havde jeg nu fået snakket med dem om det inden døden indtraf, så ville det måske være nemmere at komme videre i livet. Jeg har heldigvis stadig muligheden og jeg vil sørge for at tage den, men det er helt sikkert også noget jeg vil huske at snakke med min familie om, hvis jeg en dag bliver meget syg.

Hvad tænkte hun/han egentlig om mig, hvordan ønsker hun jeg skal forhold mig til…?

Jeg er ikke i tvivl om mit forhold til mit tab, men jeg havde forladt hende et år inden hendes død for at tage ud at rejse jorden rundt med min kone. Vi havde altid haft et specielt bånd og hun var min person. Da hun døde hørte jeg hun havde skrevet breve til hendes venner, nye som gamle, og jeg kunne egentlig godt selv have tænkt mig et brev. Noget at holde fast i og tænke på.

For andre familie medlemmers side kunne en samtale om, hvorvidt hun ville ønske de kom videre med deres liv, havde hjulpet dem meget. Inderst inde ved vi jo godt at vi skal komme videre med livet og ikke leve i sorg, men det er svært at overskue når man først befinder sig i sorgen. Hvis man nu havde talt ud om dette, så havde der ikke været så meget tvivl i tankerne hos de efterladte og havde dermed gjort det nemmere at komme videre.

Vi er selvfølgelig alle ansvarlige for at få snakket disse ting igennem, men jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor smerteligt det er ikke have haft samtalen og jeg vil sikre mig, at min familie ikke skal genleve det samme med mig.